Når TrygFondens besøgshunde rykker ud på plejehjem og -boliger i hele Danmark med logrende haler, er der garanti for store smil og gode minder.
Faktisk viser en undersøgelse fra TrygFonden, at 10 ud af 10 besøgshundeejere oplever, at besøgene vækker glæde hos de beboere, de besøger, mens 9 ud af 10 oplever, at besøgene vækker minder.
Nu kan endnu flere hunde blive en del af besøgshundekorpset, der allerede tæller knap 600 af menneskets bedste venner og deres frivillige ejere.
Onsdag d. 27. maj afholder TrygFonden nemlig optagelsesprøve for nye besøgshunde på Gundsø Omsorgscenter i Roskilde. Her får 33 hunde og deres ejere mulighed for at blive godkendt som besøgshundeteam.
Hos TrygFonden ser de frem til at få endnu flere dedikerede frivillige og deres venlige hunde med i ordningen.
”Livskvalitet og fællesskab er kernen i besøgshundekorpsets arbejde. Hundene giver både omsorg, nærvær og noget at samles om, og samtidig giver det beboernes pårørende tryghed at vide, at deres kære får gode oplevelser i hverdagen. Besøgene betyder også meget for besøgshundeejerne selv, som oplever, at deres indsats er meget meningsfuld, og vi glæder os til at få endnu flere med i korpset,” siger Galina Plesner, projektchef i TrygFonden.
Små møder med stor betydning
Alice Sedam og hendes West Highland White Terrier, Margaux, er en del af TrygFonden Besøgshunde, og de er ofte på besøg hos plejehjemsbeboere. Her oplever hun gang på gang, hvordan den logrende hale hurtigt giver anledning til kærlige smil og personlige samtaler.
“Når jeg tager snoren af ham, løber han direkte ind i dagligstuen, og man kan høre de ældre sige: ‘Neeej, der er han’. Det vækker en glæde og lethed, og i de øjeblikke tror jeg, at de kommer tilbage til følelsen af selv at have haft hund. Det er de små øjeblikke, hvor man virkelig kan se, hvilken forskel et varmt hundehjerte kan gøre,” fortæller Alice Sedam og fortsætter:
“Når jeg kører hjem fra et besøg, ved jeg, at vi har givet de ældre en rar stund, og når de så endda spørger, hvornår vi kommer igen, kan jeg virkelig mærke, at det betyder noget for os alle.”
Hundeejere, der er interesserede i at blive frivillige i besøgshundekorpset sammen med deres hund, kan tilmelde sig optagelsesprøven på TrygFondens hjemmeside. Det er desværre ikke muligt at deltage ved blot at møde op.