Når portene til Dyrskuepladsen i Roskilde åbner torsdag morgen kl. 08.00, inviterer Roskilde Kommune og SkillsDenmark til fagfestival med det største set-up nogensinde. 85 fag er ny rekord for deltagelsen, og hele det erhvervsfaglige Danmark samles for at hylde landets dygtigste unge lærlinge og faglærte samt vise erhvervsuddannelserne frem.
”Vi er glade for den kæmpestore opbakning, der er til DM i Skills. Både fra faglige udvalg, organisationer, virksomheder og kommune, region og regeringen. Roskilde Kommune har i samarbejde med Roskilde Tekniske Skole og ZBC gjort et fantastisk stykke arbejde med at engagere både erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner og borgere i hele region Sjælland.
”DM i Skills er højdepunktet på en lang indsats, hvor mange forskellige organisationer arbejder sammen for at sætte fokus på erhvervsuddannelserne. Vi glæder os til at åbne portene til det største DM i Skills, vi nogensinde har lavet, og vi håber at så mange som muligt kommer og hepper på de dygtige unge konkurrencedeltagere”, siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel.
Oplevelse, uddannelse og vejledning
Roskilde Kommune fik tildelt værtskabet af DM i Skills 2024 for lidt over et år siden. Det store event passer perfekt ind i kommunens uddannelsesindsats.
”Roskilde er Region Sjællands største uddannelsesby og vi er rigtig stolte værter. Vores uddannelsesinstitutioner, skoler, erhvervsliv og unge mennesker bakker helhjertet op om at gøre DM i Skills til en Roskilde-fest, der skal sætte varige spor, så endnu flere unge får mulighed for at indfri deres potentiale, siger borgmester Tomas Breddam.
Men DM i Skills handler ikke kun om at samle landets dygtigste unge og dyste om guldmedaljer, det er samtidig en fejring af det gode håndværk og de mange karrieremuligheder en faglært uddannelse giver. Tusindvis af folkeskoleelever fra Sjælland bliver præsenteret for uddannelser de ikke kendte i forvejen og kan med egne øjne se, hvad de forskellige fag laver.
”På DM i Skills hylder vi de mange dygtige unge faglærte og lærlinge, men vi inviterer også unge ind, der kan få udvidet deres horisont. På DM i Skills snakker vi ikke om bøger og skole – vi viser hvad fagene kan. Her kan man dufte træet og smage maden, og de besøgende går hjem med en ny opfattelse af fagene. DM i Skills kan både udvide kendskabet til de mange forskellige uddannelser og samtidig give de besøgende et nyt perspektiv”, siger næstformand i SkillsDenmark, Michael Boas Pedersen.
DM i Skills 2024 foregår 18., 19. og 20. april – med stort åbningsshow den 17. kl. 19.00, (hvor alle er velkomne) på:
Dyrskuepladsen
Darupvej 17, 4000 Roskilde
Læs mere og se program på www.skillsdenmark.dk